”Det er selvfølgelig en stor ære at blive slået til ridder af Dronningen, men det vigtigste for mig er, at beslutningstagerne på DTU med indgående kendskab til min forskning har ønsket, at jeg skulle have denne anerkendelse.”
Jesper Hattel har tilbragt det meste af sin forskningsmæssige karriere på DTU, bortset fra en afstikker på to år som Marie Curie-stipendiat i Tyskland, efter han blev færdig som PhD i 1994. Samme år modtog han prisen som Årets PhD (P. Gorm Pedersens legat) sammen med to andre PhD studerende. Han har siden da været hovedvejleder for mere end 50 PhD studerende i.f.m. både nationale og internationale forskningsprojekter.
I 2006 blev han udnævnt til professor, og i 2010 blev han tildelt prisen som Årets Underviser. Siden 2016 har han været sektionsleder for sektionen for Proces- og Produktionsteknologi på DTU Construct.
Udenfor murene på DTU er han en af de vigtigste drivkræfter bag MADE (Manufacturing Academy of Denmark). Han har tidligere siddet 5 år i Forskningsrådet for Teknologi og Produktion (FTP) under Danmarks Frie Forskningsråd og sidder nu i Panel 8 (products and processes engineering) for Advanced Grants i European Research Council (ERC).
Som traditionen byder sig, har Jesper Hattel været til audiens hos Dronningen for at takke for udnævnelsen. Billedet er taget af fotograf Klaus Møller ved denne lejlighed.